Start Kontakt
 
Patientvejledninger
     

Vandbrok

Sædbrok

Prostata spiral

Krummerik

Forhudsforsnævring

Sterilisation af mænd

Refertilisering

Sterilisation af mænd (vasectomi)

Før operationen
Er De i behandling med blodfortyndende medicin, skal De forinden aftale med klinikken, hvor længe der skal holdes pause med dette inden operationen.

Indtagelse af naturprodukter som fiskeolie, Ginkgo Biloba, Glucosamin, hvidløgstabletter, Q10 o.l. må ikke indtages de sidste 14 dage op til operationen.

På operationsdagen
De må ikke selv køre bil. De bør på forhånd have arrangeret transport med et familiemedlem, tage taxa eller evt. offentlig transport. Hvis de har behov for en beroligende tablet før operationen, må det forinden aftales med klinikken.

De skal samme dag, som operationen foregår, fjerne alle hårene på pungen og omkring penis.

Hvordan foregår operationen?
Operationen udføres igennem 2 små snit på pungen og der fjernes ca. 1 centimeter af hver sædstreng.

Hvordan forholder jeg mig efter operationen?
De må regne med, at der i nogle få dage efter operationen kan være gener, som kræver indtagelse af smertestillende medicin. Almindelig håndkøbsmedicin i form af Panodil tabletter (Pinex, Pamol, Paracetamol) i en dosis på 2 tabletter indtaget 3 eller 4 gange i døgnet, vil oftest være tilstrækkeligt.

De skal så vidt muligt afstå fra løft og fysisk arbejde i dagene efter operationen. Når ømheden er aftaget, vil de gradvist kunne genoptage normale aktiviteter. Dette gælder også sexuelt samværd, som almindeligvis kan genoptages efter ca. 1 uge.

Efter operationen vil De fortsat producere sædvæske med samme udseende som før.

VIGTIGT: Sterilisationen er først effektiv, når der ikke længere er sædceller i sædvæsken. Da der et stykke tid efter operationen fortsat er en del sædceller i de indre kønsorganer, kan De først regne med at være steril efter nogle måneder.
De skal derfor aflevere en sædprøve til undersøgelse 3 måneder efter operationen. Først når De har fået besked om, at der ikke længere er sædceller i sædvæsken, kan de betragte Dem som steril. Indtil da må De og Deres partner benytte svangerskabsforebyggende midler.

Komplikationer
I dagene efter operationen, skal De observere, at der ikke kommer større hævelse af pungen, kraftig rødme af huden, stærke smerter eller feber. Dette kan være tegn på blodansamling eller infektion. I givet fald skal de søge læge eller kontakte 1813.

BEMÆRK
I tvivlstilfælde kan du altid kontakte klinikken!
Telefontid daglig mellem kl. 8 og 12.