Skip to content

Patientvejledning:
Sterilisation (vasectomi)

Patientvejledning:
Sterilisation (vasectomi)

Sterilisation (vasectomi)

Før operationen

Er du i behandling med børnemagnyl (hjertemagnyl), skal du holde pause hermed i 14 dage inden operationen (magnyl øger tendensen til blødning). Det samme gælder hvis du spiser fiskeolie og lignende naturprodukter.

På operationsdagen

Du vil blive tilbudt en beroligende og smertestillende tablet inden operationen. Du bør på forhånd have arrangeret transport med et familiemedlem. Du må ikke selv køre bil.

Hvordan foregår operationen?

Operationen udføres igennem 2 små snit på pungen og der fjernes ca. 1 centimeter af hver sædstreng.

Hvordan forholder jeg mig efter operationen?

Du må regne med, at der i nogle få dage efter operationen kan være gener, som kræver indtagelse af smertestillende medicin. Almindelig håndkøbsmedicin i form af Panodil tabletter (Pinex, Pamol, Paracetamol) i en dosis på 2 tabletter indtaget 3 eller 4 gange i døgnet, vil oftest være tilstrækkeligt. Kan evt. suppleres med Ipren 400 mg hver 8. time.

Du skal så vidt muligt afstå fra tunge løft og hårdere fysisk arbejde i dagene efter operationen. Når ømheden er aftaget, vil du gradvist kunne genoptage normale aktiviteter. Dette gælder også sexuelt samvær, som almindeligvis kan genoptages efter ca. 1 uge.

Efter operationen vil du fortsat producere sædvæske med samme udseende som før.

VIGTIGT: Sterilisationen er først effektiv, når der ikke længere er sædceller i sædvæsken. Da der et stykke tid efter operationen fortsat er en del sædceller i de indre kønsorganer, kan du først regne med at være steril, efter nogle måneder.

Du skal derfor aflevere en sædprøve til undersøgelse 3 måneder efter operationen. Dette aftales med egen læge. Først når du har fået besked om, at der ikke længere er sædceller i sædvæsken, kan du betragte dig som steril. Indtil da, må du og din partner benytte svangerskabsforebyggende midler.

Komplikationer

I dagene efter operationen, skal Du observere, at der ikke kommer større hævelse af pungen, kraftig rødme af huden, stærke smerter eller feber. Dette kan være tegn på blodansamling eller infektion. I givet fald skal du søge egen læge eller kontakte tlf. 1813.

På hverdage i dagtid kan klinikken kontaktes på tlf. 45865768.

Back To Top